1. Skab positiv forandring
2. Fra skattekroner til støttekroner
3. Dansk AIDS-kampagne brød tabu i Tanzania
4. AIDS-kampagne gør op med ældgamle stammetraditioner
5. Sådan står det til med AIDS
6. Hvordan lever unge sammen uden sex?
7. Bedstemor må forsørge 10 børnebørn
8. Muslimer: Tak at vi må være med
9. Et hul i jorden giver liv i Sudan
10. Uddannelse til fattige i Paraguay
11. Handicappede børn befriet for jernlænker
12. Fair handel skal hjælpe fattige kaffebønder
13. Brugt skoleinventar gør lykke
14. Ny kedelig tendens: Prostitution og pædofili
15. Større accept og forståelse af børn med handicaps i Somaliland
16. IAS arbejde i Sudan fortsætter trods krisen
17. Oprettelse af nødhjælpspulje
18. Madogo - Børnekirkeindsamling
19. Optøjer i Kenya

Vi vil gerne hjælpe andre i vores nære familiekreds, venner eller kollegaer. Men nøden ude i verden kalder også på os, når vi hører om og ser de situationer, mennesker udsættes for. De seneste år har været præget af verdens nød, af katastrofer forårsaget af vejrforandringer og andre naturkatastrofer, menneskeskabte kriser såsom terrorisme, etniske uroligheder, stammekrige og politiske forhold. Her har vi som danskere mulighed for at hjælpe og engagere os på forskellige måder.

Spørgsmålet er bare, hvordan vi skal hjælpe. Er 100 kr. i en indsamling nok til at hjælpe i en uoverskuelig nødsituation? Skaber vor hjælp den forandring, der skal til, for at mennesker får en reel hjælp? Mange givere ønsker at se forandring, når de giver til nødhjælp. IAS motto for denne avis er: "Skab positiv forandring" fordi vi mener, det er muligt at gøre en forskel!

IAS hjælper mennesker ud fra de kristne værdier. Hjælp til hele mennesket betyder: at hjælpe både fysisk, psykisk og åndeligt. Som hjælpeorganisation har vi et netværk af kirker over hele verden, som er eksperter i åndelig hjælp. Her kobler IAS sig på med social hjælp, som skaber en positiv forandring i mennesker og deres forhold. Derfor er IAS anderledes end så mange andre hjælpeorganisationer, fordi vi har et holistisk syn på nød- og udviklingshjælp.

IAS' mission er at redde liv, fremme selvtillid og menneskelig værdighed for at gøre mennesker i stand til at investere i deres egen fremtid uanset deres etnisk oprindelse, tro, køn eller nationalitet.

Vi vil hjælpe dig til at hjælpe! I samarbejde med udsendte missionærer, lokale partnere og internationale netværk kan vi skabe positiv forandring. Det er bevist i projekter som i Somaliland, hvor psykisk handikappede og krigstraumatiserede børn og familier får hjælp, i Sudan, hvor familier med stor fattigdom og ringe kår får adgang til rent drikkevand og andre ressourcer, i Nigeria, hvor teenagepiger som er udstødt pga. tidlig graviditet får en ny fremtid med uddannelse og job.

Lad os sammen skabe en positiv forandring for hele mennesket i dets verden af nød, fattigdom og mangel på ressourcer.

Torben Løbner Madsen
Daglig leder, IAS

Top

Danmark har forpligtet sig til at give 0,8 pct. af bruttonationalproduktet (BNP) til ulandsbistand. De fleste af pengene kommer fra skatter og afgifter. I 2005 blev der sendt hele 12,5 mia. kr. ud af landet i udviklingsbistand gennem Danida. En tiendedel af dette beløb blev formidlet gennem nødhjælpsorganisationer. Pengene til kirkelige organisationer bliver fordelt gennem Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U). En af disse er Pinsekirkernes hjælpeorganisation, International Aid Services (IAS). Et af IAS' mange projekter er AIDS-oplysningsprojektet i Tanzania, et projekt, der nu er i gang med at bryde tabu omkring HIV og AIDS i Tanga-regionen.

Ulandshjælp på retur

Udviklingsbistanden er faldet de seneste år, som følge af VKR-regeringens spareplan. I 2000 var udviklingsbistanden 1,06% af BNP. Det procentvise fald siden 2000 svarer til, at Danmark i 2006 donerede 690 mio. kr. mindre i udviklingsbistand. Danmark er dog stadig blandt de fem eneste EU-lande, der opfylder kravet om, at alle EU-lande skal give mindst 0,7% af deres BNP i udviklingsbistand. De andre lande er Sverige, Norge, Holland og Luxembourg. Regeringen besluttede i 2006, at fastsætte den danske udviklingsbistand til 0,8% af BNP fremover.

Fra skattekroner til st�ttekroner

Fakta om statens årlige ulandshjælp

• Udenrigsministeriet sørger for fordelingen af den samlede danske udviklingsbistand (ulandshjælp) gennem Danida.
• Udviklingsbistanden beregnes som en procentdel af bruttonationalproduktet (BNP), som i Danmark stort set best�r af skatte- og afgiftskroner.
• I 2005 var udviklingsbistanden 0,81% af BNP.
• Ca. 0,81% af alle lønmodtageres skat går til udviklingsbistand.
• Udviklingsbistanden fordeles på forskellige aktiviteter f.eks. gennem humanitære organisationer.
• De nyeste tal er fra Danidas årsberetning fra 2005. Her var udviklingsbistanden ca. 12,5 mia. kr.
• 10,4%, dvs. 1,3 mia. kr., af udviklingsbistanden fra 2005 gik til danske NGO'er. NGO står for Non Governmental Organizations, dvs. organisationer der ikke hører under regeringerne i de pågældende ulande.

/sim/slm

Top

Af Svend L. Madsen

Dansk AIDS-kampagne brød tabu i Tanzania

Hvad kan man få for 100.000 kr. i kampen mod en af vor tids største epidemier? Ikke meget, skulle man tro. Ikke desto mindre er 10 landsbyer i det østlige Tanzania nu gennemsyret med viden om, hvordan HIV-virussen smitter, hvordan man beskytter sig, og hvordan man behandler og tager sig af de AIDS syge.

Det er resultatet af en kampagne i 2006 gennemført af International Aid Services (IAS) i Tanga-regionen med støtte fra Danida gennem Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling. De 10 landsbyer blev informeret om forebyggelse og behandling af HIV, ved at tre repræsentanter for hver landsby deltog i tre kurser, som blev fulgt op løbende gennem et helt år. De viderebragte så deres viden til landsbyens skoler og kirker og fra hjem til hjem.

At oplysningen havde sin virkning, kan dokumenteres ud fra et besøg i maj, hvor undertegnede besøgte 4 af de 10 landsbyer, talte med landsbyernes ledere og gik på hjemmebesøg blandt befolkningen. De ved nu, hvad det drejer sig om, og tager deres forholdsregler, fandt vi ud af i landsbyen Kwamalulu:

- Jeg vidste ikke noget om kondomer før, heller ikke prævention, fortæller skolelærer Amani Mchada. Vi er glade for den åbenhed, kurset har bragt med sig. Noget, vi også mærker, spreder sig i landsbyen og gør, at folk ved, hvordan de skal forholde sig. Førhen plejede vi at vaske vores døde med de bare hænder. Nu har vi anskaffet engangshandsker til det.

Vi tager på rundtur i Kwamalulu og møder bl.a. Evelonika Andrea, som lever under ekstremt fattige kår som mor til fire små børn. Hun har modtaget undervisning om HIV og AIDS fra de tre nøglepersoner i den lokale pinsekirke:

- Jeg har lært meget, synes jeg. Nu kan jeg forstå, hvor vigtigt det er, at vi er trofaste mod hinanden som mand og kone, siger hun.

Ikke flere sidespring

I landsbyen Mnyizi nogle timers kørsel derfra møder vi Laston Shamila, der sidder udenfor sit hus og reparerer sit tøj. Han har også modtaget undervisning i, hvordan han skal beskytte sig mod hiv-smitten, men desværre er det for sent nu. Han har AIDS og bruger nu sin viden til at passe ekstra godt på, hvordan han omgås andre mennesker:

- Jeg har modtaget og forstået undervisningen, og jeg efterfølger den nu, siger han. - Ikke flere sidespring, som før i tiden.

I Mnyuzi kommer vi også ind i et hus, hvor der bor en enke med tuberkulose. Hun inviterer os ind i det mørke rum, som er hendes soveværelse. Her får vi lov at sidde i husets eneste møbel, nemlig hendes seng, mens hun selv sætter sig på gulvet.

- Jo, vi har fået undervisning om 'ukimwi' (= HIV, red.) henne i kirken, og jeg er blevet testet og erklæret HIV-negativ. Når jeg snakker med de andre kvinder, fortæller jeg dem alt det, jeg har lært.

Udstødt og arveløs

Da vi senere mødes med byens ledere i Mnyusi, finder vi ud af, hvor barskt det er at skulle indrømme, at man har HIV:

- Familien magter ikke at tage sig af de syge, og det er et problem, fortæller Johnny Mwagama, en af nøglepersonerne fra landsbyledelsen, som har været på kursus. De udstødes af landsbysamfundet, vandrer rundt for sig selv og ender med at sidde og tigge. Forældre 'slår hånden af' deres børn, bare ved mistanken om, at de har HIV - gør dem arveløse, så jorden ikke tilfalder dem.

Hvad gør I så?

- Vi sørger for at holde os tæt til dem og rådgiver dem. Det handler meget om at trøste dem. Hvis de ikke har medicin, giver vi dem lidt. Det var derfor, jeg deltog i kurset. Jeg vil gerne hjælpe de udstødte. Nu ved jeg, at man godt kan være sammen med dem.

- Der er mange smittede i vores landsby, men de kommer ikke ud. For hvis de indrømmer, at de har HIV bliver de udstødt.

- Vi siger også til de pårørende: I kan sagtens være sammen med dem uden at blive smittet. Vi beder dem altså om, ikke at overlade de smittede til sig selv

En skolelærer Godwin Ninga tilføjer:

- Folk bliver ikke stigmatiseret mere (dvs. udstødt og fastholdt i sygdomsrollen, red.). Folk sørger også hurtigere for at blive testet, hvis de har en mistanke om, at de er smittet.

Fællesskab og trøst

Tilbage i Kwamlulu snakker vi med præsten Zakaria Sebarua, og han fortæller, hvordan AIDS-oplysningen har gjort det lettere for ham at hjælpe AIDS syge:

- Efter undervisningen vidste jeg, at jeg sagtens kan have fællesskab med de AIDS-syge, drikke te sammen med dem, uden at det gør noget.

- Jeg bruger meget tid på sjælesorg. En dag kom en af byens børn tilbage fra hovedstaden Dar es Salaam. Der havde han fået AIDS og kom nu hjem til sine forældre med alle sine ejendele. Forældrene beholdt ejendelene, men smed sønnen ud. Så boede han hos sin bror, hvor han lukkede sig inde i et skur.

- Jeg opsøgte ham. Han ville ikke se nogen, men fordi jeg en gang har været hans skolelærer, lukkede han op for mig. Jeg trøstede og opmuntrede ham, og næste søndag var han i kirken. Da tiden var inde gav vi ham en højtidelig begravelse, slutter præsten.

Top

Af Svend L. Madsen

Eleverne p� realskolen i Mombo er advaret mod smittefaren ved HIV. De indr�mmer, at de har k�rester, selv om det er forbudt p� skolen.

Oplysning, oplysning, oplysning. Virker det, og er det nok til at bekæmpe aids epidemien? I Tanzania er det i hvert fald et must. For ellers gør ingen op med de stammetraditioner, som er blevet fulgt i årevis. Og det er traditioner, som vel at mærke er smittebærere af den frygtede HIV virus, fordi de alle har med kropsvæsker at gøre.

Omskæres med samme kniv

- Når børn bliver omskåret, bruger medicinmanden den samme kniv til dem alle. Og det ville være synd at sige, at den blev desinficeret mellem indgrebene.

- I de fjerntliggende landsbyer er polygami mere reglen end undtagelsen, og det er storfamilier, hvor mændene har op til 4-5 koner hver. Men det betyder ikke, at de seksuelt kun holder sig til deres koner. Det er mere i retning af serielt polygami, dvs. når manden bliver træt af en kone, sender han hende væk og tager sig en ny.

- Og hvis hans bror dør, overtager han ifølge stammetraditionen konen eller konerne, uanset hvor mange koner han har i forvejen. Hvis de nægter, bliver også de smidt på gaden, og familiens mandlige medlemmer overtager og fordeler hele husstanden mellem sig. Og så er det nærliggende at give sig ud i prostitution!

Dette er blot nogle af traditionerne i Wasambaa og Wasingura stammerne i det nordøstlige Tanzania. Her overleveres de ældgamle sædvaner fra generation til generation og forårsager i vor tid HIV-smitte til store dele af befolkningen.

Og så er vi endnu ikke inde på den flossede seksualmoral som også er velkendt i resten af verden. Et udbredt fænomen er, at en mand voldtager en pige og derefter truer hende med at hun vil dø en mystisk død, hvis hun fortæller det til nogen. Så tier hun stille af frygt for trolddom. Når en kvinde besøger en heksedoktor for at få hjælp til at blive gravid, siger denne: "Hvis du går i seng med mig først, så bliver du gravid med din mand." Og så gør hun det.

Tanzania

3 mio. mennesker er smittet

Det er i det lys, at oplysning, oplysning, oplysning, virker så håbløst. Ikke desto mindre er der nu forandring at spore, efter at et oplysningsprojekt med støtte fra Danmark er gennemført i 10 fjerntliggende landsbyer blandt de to stammer i Tanga-regionen.

Det fortæller Naiman Shemhilu, koordinator for kampagnen, og det kunne vi ved selvsyn konstatere, da vi talte med borgmestre, partiformænd, skolelærere og den jævne befolkning i fire af landsbyerne i maj 2007.

Hvor det før var tabu over hovedet at snakke om seksuelle emner, diskuteres det nu i hytterne, hvordan man bedst beskytter sig mod smitte. Hvor de unge før var løsslupne i deres seksuelle udfoldelser, er der nu en regulær frygt for at få den dødbringende sygdom. Begge dele en nødvendighed, hvis kurven i det fattige afrikanske land skal vendes.

I Tanga-regionen er 5,7 pct. af befolkningen smittet med HIV. Landsgennemsnittet er oppe på 8,8 pct. siden den frygtede virus blev opdaget i landets Kagera region i 1983. Det er knap en tiendedel af befolkningen på 37 millioner, dvs. over 3 mio. mennesker.

Det er her det danske projekt kommer ind. Den frikirkelige hjælpeorganisation, International Aid Services modtog i 2006, 100.000 kr. til at gennemføre et oplysningsprojekt om HIV og AIDS. Støtten kom fra Danida gennem Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U). Projektet er unikt, både fordi det henvender sig til et hidtil unået område for AIDS-oplysning, og fordi det involverede tanzanianerne selv maksimalt.

Således blev tre nøglepersoner fra hver af de 10 landsbyer i Tanga-regionen i Østtanzania udvalgt til at deltage i tre intensive kurser i løbet af året, og mellem kurserne videregive deres viden til deres respektive landsbyer. De tre var en myndighedsperson, en præst og en skolelærer eller sygeplejerske. De blev undervist ud fra regeringens materiale og vejledning fra distriktslægen. Og fordi de alle var indflydelsesrige personer i landsbyen, var det nemt mellem kurserne at samle hele landsbyen på mellem 2.500 og 10.000 personer til offentlige møder om sagen. Mellem møderne gik disse nøglepersoner også rundt i hytterne og informerede og advarede de enkelte familier.

Frygten er vort eneste våben

- Det er en stor opgave, som skal løses over lang tid, indrømmer Naiman Shemhilu, der med jævne mellemrum har vurderet kampagnens virkning:

- Men nu er tabuet i hvert fald brudt, og folk er begyndt at snakke mere åbent om seksuelle emner. Før var der ellers ikke tradition for at snakke med sine børn om sex. Derfor var de overladt til deres egne fantasier og eksperimenter.

Naiman fortæller bl.a. om, at trommefester er populære blandt de unge. Her danser drenge og piger hele natten, og også voksne mænd og koner slutter sig til, og efter dansen forsvinder de så i buskadset omkring festpladsen:

- Drengene plejede at prale overfor hinanden med, hvor mange piger de havde været i lag med. Det gør de ikke mere. Den største glæde har for mig været at høre drenge sige: Vi er nødt til at holde op med det her. Det ender galt. I stedet hører man dem advare hinanden og sige: Pas på hende der, hun er farlig, for hun er smittet.

- Frygten er vores eneste våben, indrømmer Naiman. I kirken kan vi sige til medlemmerne, at de skal afholde sig fra sex udenfor ægteskabet, men i samfundet generelt er det en umulig opgave. Her må vi stole på, at frygten for at blive smittet afholder befolkningen fra usikker sex.

Sex som hævn

- Sex med skiftende partnere bruges også som hævn. Fx hvis en mand er løs på tråden, så tænker hans kone: Nu har han vanæret mig, nu vil jeg også vanære ham. Og mens han er ude, inviterer hun andre mænd ind i huset eller går selv på gaden for at trække.

Fattigdommen er dog den største årsag til prostitution. Både koner og unge piger går ud på gaden og byder sig til for helt ned til 200 shillings pr. samleje, fortæller Naiman. Beløbet svarer til 1 krone.

Drenge, som vil giftes, er også begyndt at ville have piger med børn. Så ved de, at de er 'produktive'. Hvis de gifter sig med en jomfru, kan de jo ikke være sikre på, at hun kan få børn. Så hellere tage en med et barn. Og det animerer pigerne til at få børn udenfor ægteskab.

Men der er lang vej igen, inden AIDS-oplysningen er gået ind hos hele befolkningen. - Mange ved stadigvæk absolut ingenting om HIV og AIDS, og hvordan de beskytter sig, fortæller Naiman. - Derfor arbejder vi i øjeblikket på et større opfølgningsprojekt.

Også kirkerne i området har været totalt uvidende. Hvis en person havde AIDS, blev han eller hun ekskluderet med det samme! Uanset om vedkommende var blevet smittet før eller efter medlemskabet af kirken. Men nu accepterer de HIV smittede i kirken. De er klar over, at de sagtens kan leve 10 år eller mere, efter de er smittet. Men når de så dør, tør de endnu ikke sige, at det er af AIDS. Det er enten tyfus eller tuberkulose, der får skylden.

Fakta: HIV og AIDS

HIV er en forkortelse for Human Immundefekt Virus. Human betyder, at det angriber mennesker. Immundefekt fortæller hvilken skade, viruset gør - nemlig at ødelægge immunforsvaret. Endelig fortæller ordet virus, hvilken type angreb det er. Hiv er nemlig en virus og ikke f.eks. en bakterie. Når man er smittet med hiv, siger man, at man er hiv-positiv.

AIDS er en forkortelse for Acquired Immune-Deficiency Syndrome. På dansk hedder det Erhvervet ImmunDefekt Syndrom. Aids er en samling forskellige sygdomme, som alle skyldes, at immunforsvaret er blevet ødelagt på grund af hiv.

Kilde: Aidsfondet

Fakta: Smitteveje

HIV kan smitte på fire måder:

• Seksuelt, dvs. ved samleje vaginalt, analt eller oralt
• Gennem blod og blodprodukter, og brug af urene sprøjter og kanyler
• Fra hiv-smittet mor til barn under graviditet, fødsel og ved amning
• Ved organtransplantation

HIV-virus er fundet i næsten alle sekreter og vævsvæsker - blod, sæd, vaginalsekret, modermælk, pus eller vævsvæsker. Næsten alle de danskere, der er smittet i udlandet, er smittet seksuelt.

HIV smitter ikke ved kys, kram og andre berøringer. HIV smitter ikke ved insektbid, mad- og drikkevarer, bad, toilet, swimmingpool, sved, tårer, spisebestik og andet service. HIV smitter ikke gennem luft og vand og ikke ved almindelig social omgang.

Kilde: Udlandsvaccinationen IS

Top

Næsten 40 mio. mennesker verden over er hiv-smittede.
Hver dag bliver 10.000 mennesker smittet med hiv.

Aids i ulande:

I verdens ulande er et gennemsnit på 1,2 pct. af befolkningerne smittet med hiv.
Til sammenligning er Danmark helt nede på 0,2 pct.

Aids i Afrika:

Afrika er hjemsted for 63 pct. af verdens hiv-smittede. Det svarer til 25 mio. mennesker.

To ud af tre nysmittede i verden bor i Afrika syd for Sahara.

Tre ud af fire nysmittede unge i Afrika er kvinder.

Hver anden af de nysmittede er en ung mellem 14 og 24 år.

Aids i Tanzania:

8,8 pct. af Tanzania befolkning på mellem 15 og 49 år er hiv-smittede. Det er over 3 mio. smittede ud af Tanzanias 37 mio. indbyggere.

Værst står det til i Mbeya-regionen, hvor hele 13,5 pct. er hiv-smittede. Derefter kommer Iringa (13,4) og Dar es Salaam (10,9).

De områder hvor danske pinsemissionærer har virket er procentdelen forholdsvis lav. Således har Dodoma 4,9 pct. hiv-smittede og Singida er helt nede på 3,2 pct.

Tanga-området ligger midt imellem med 5,7 pct. hiv-smittede.

Kilder: Verdensbanken, UNAID og Tanzanias Indenrigsministerium.

Top

Næst efter jernbanedriften er seksualdriften den mest sikre. Sådan lyder et ordspil, og det er ikke anderledes, selv om man bor i Tanzania på den anden side af jordkloden. At forebygge spredningen af HIV og AIDS er som at tætne et hul på et synkende skib. De traditionelle familiemønstre, hvor familien, slægten eller stammens ældste bestemmer, hvem de unge skal giftes med, er kun intakte i de mest afsidesliggende områder. I de fleste stammer er det de unge selv, der vælger kæreste, og derefter går de direkte til sex. Og mange gifter sig uden familiens vidende.

Kærester forbudt

Stadig flere lever i løse parforhold og går til diskotek eller trommedans med det ene formål: at drikke sig fulde og forsvinde i buskadset med en partner for at få sex.

- Regeringen forbyder skoleunge at dyrke sex med hinanden, men vi ved at det foregår i det skjulte. Derfor er vi nødt til at undervise i brugen af kondom, siger Asanterabi Lema, der er lærer på en realskole i Mombo, hvor det heller ikke er tilladt at have en kæreste:

- Det hænder, at en pige kommer og fortæller, at en dreng skriver sedler og smugler slik over til hende i timerne. Så siger vi: Hvorfor tager du imod det? Spørg ham direkte hvad han er ude på, og hvis det er flirt så afvis ham. Det er ikke tilladt at have pige-dreng-fællesskab på andre planer end i studierne.

Da vi selv besøgte realskolen og snakkede med nogle elever, fandt vi ud af, at de alligevel har kærester, og at de holder i hånd. Men de kysser ikke, forsikrede et par fnisende piger.

Der er ikke som i Danmark en forlovelsestid, hvor de to unge kan lære hinanden at kende. En tid hvor de holder i hånd, kysser osv. er farlig, for så vil de gå i seng med hinanden med det samme. Der er ikke nogen buffer, ikke en periode, hvor partnere holder sig i skindet for at lære hinanden at kende på andre måder. Og det er åbenlyst et problem.

I ingen af de fire landsbyer vi besøgte i Tanga-omårdet i Østtanzania, var landsbyledere, skolelærere og præster parat til at tage hul på en decideret undervisning i, hvordan unge omgås hinanden, uden at det fører til noget seksuelt.

Lediggang er roden til alt ondt

I landsbyen Mnyuzi er beskeden klar:

- Vi siger til de unge i skolen, at de skal være afholdende, fortæller landsbyens formand Paul Msala. - I byen som helhed kan vi ikke være så direkte. Der siger vi: Hvis I ikke kan lade være så hav 'ngono salama' (dvs. sikker sex).

Han står magtesløs over den udbredte lediggang blandt unge i landsbyen:

- Vi er klar over, at de unge ville have godt af arbejde eller andet, som kunne tage deres tanker væk fra det modsatte køn. Hvis de havde et projekt, ville de vågne op om morgenen og tænke: Jeg skal nå at få det færdigt til tiden. Men hvis de bare kan hjælpe deres far i marken, hvad så når de kommer hjem? Så kører tankerne, og de vil opsøge pigerne. Problemet er lediggang.

Førnævnte skolelærer Asanterabi Lema fortæller dog, at han underviser sine klasser i, hvordan de dirigerer deres seksuelle trang ud i andre aktiviteter som fx sport.

Frygten virker

Men i landsbyen Kwamalulu har de fundet et effektivt våben mod løse forbindelser: frygt.

- Vores unge er meget bange for at få HIV, også drengene. Og pigerne går ikke udfordrende klædt her. Hvis nogen er udfordrende seksuelt, så er det dem, der kommer udefra fx fra Dar es Salaam. Men når vores unge ser dem, advarer de hinanden og siger: Pas på hende, hun er farlig!

I Mombo giver de også et konkret råd til de unge:

- Lad være med at drikke jer fulde. For er I fulde, er chancerne større for, at I dyrker usikker sex, fortæller børnehaveleder Kristina Mlenga.

Hun og hendes medarbejdere har også rejst rundt i fire omkringliggende landsbyer og undervist om HIV og AIDS. Og på den måde breder AIDS-kampagnen sig som ringe i vandet.

/slm

Top

Bedstemor med slaw i. Det kan man kalde Bibi Bakari. Bibi betyder bedstemor. Og bedstemor det er hun, men stort B. For hun må, sammen med sin syge mand, tage sig af sine 10 børnebørn, fordi flere af hendes børn er døde af AIDS.

- Jeg har født 18 børn fortæller den gamle bedstemor. Men de fleste døde af sult som ganske små. Andre er døde af det, vi senere fandt ud af, var AIDS. Og nu har jeg kun fire børn tilbage.

Vi er budt indenfor hos de to gamle i byen Usa River, ikke langt fra Kilimanjaro. Langs væggene står børnene, hvoraf tre er fadderbørn hvis skolegang støttes fra Danmark. Roa, Mpwani og Muhammad går på Amani Nursery og Primary School, som er startet af missionærerne Tabitha og Torkild Jensen fra Danmark.

I en stol sidder enken til en af bedsteforældrenes afdøde sønner:

- Det startede med at han fik voldsom diarre. Vi troede det var malaria eller tuberkulose. Vi vidste ikke dengang at det var AIDS.

- Dengang var der ingen hjælp at få, ingen medicin, ingen vitaminer, fortæller bedstemor Bakari. - Jeg kunne ikke passe ham hjemme. Men jeg samlede børnene og besøgte ham i den by, hvor han arbejdede.Vi besøgte ham en fredag, og søndag var han død. Jeg mistede flere af mine børn i det år, 2004.

Tjener 2 kr. om dagen

De fire overlevende børn har nu deres egen familie med 10 af Bibi Bakari's i alt 20 børnebørn. Dem får hun besøg af ca. en gang om året. Da har familierne gerne en lille gave med. Men den rækker ikke længe.

Bibi Bakari er den eneste, der kan forsørge sin storfamilie. Det gør hun ved hver dag at sælge grøntsager på torvet. Her kan hun tjene ca. 300 shillings om dagen. Det svarer til 2 kr. Da et kilo ris koster 600 shillings, dvs. 4 kr., er det knapt med maden.

- Bedstefar er syg og kan ikke arbejde. Hvis jeg også er syg, får vi ingen mad!

Heldigvis får de tre fadderbørn med støtte fra Danmark også to måltider om dagen på skolen. Så belaster de ikke husholdningsbudgettet derhjemme.

Mange fristelser

Men mad er ikke den eneste bekymring for familien Bakari. Der er mange dårlige kammerater i Usa River, og stoffer er i omløb:

- Jeg siger til mine børn, at de skal lade være med at gå sammen med de dårlige kammerater. At de skal sige nej til stoffer. Men jeg kan jo ikke holde øje med dem, når jeg er på torvet. Og i weekenderne vil de jo ikke sidde inde og glo sammen med deres gamle bedstemor.

Vi spørger børnene langs væggen, om de oplever gruppepres fra kammeraterne:

- Ja, det gør vi da, men jeg kan sagtens sige nej, siger drengen Roa. - Det er fordi, jeg tænker på det liv jeg skal have bagefter. Nu jeg er kommet så langt og skal ikke afbryde min udvikling her.

Hans søskende Mpwani og Muhammad nikker bifaldende. Familien er muslimsk, men det er ikke noget problem for Bakari at sende børnebørnene på en kristen skole:

- Det vigtigste er troen, ikke hvilken religion man tilhører, slår bedstefar 'Babu' Mukande fast. - Det er vigtigt at børnene får en uddannelse. Det duer ikke at de bliver sendt tilbage til markerne.

- Vi presser ikke vores børn til at gå i moskeen supplerer Bibi Bakari. - De får jo religionsundervisning i skolen, og så må de selv vælge.

- Man skal hjælpe sin næste, uanset hvilken religion han har, slutter Babu Bakari.

/slm

Top

Tak at vi må være med

Mombo er en af de 10 byer i Østtanzania som har været genstand for AIDS-oplysning med støtte fra Danmark. Byen består af 85 pct. muslimer og derfor er borgmesteren naturligt nok muslim. Fuadi Rashid byder os velkommen og inviterer til et møde med byens nøglepersoner, hvor også byens kristne præst er med.

Godt samarbejde

Mombo ligger på hovedvejen mellem Moshi og havnebyen Tanga. Hovedvejen er flittigt benyttet også af trafikken fra Tanzanias hovedstad Dar es Salaam.

- Vores by vokser, og derfor vokser problemerne også, forklarer Rashid. Et af problemerne er AIDS. Derfor er vi meget taknemmelige for jeres hjælp med at oplyse om HIV, siger han.

Han fortæller beredvilligt om det fine samarbejde mellem kristne og muslimer i byen. Der er ingen spændinger heller ikke familierne imellem, når fx en muslimsk mand gifter sig med en kristen kvinde eller omvendt. Tværtimod: hvis de vælger at blive gift i en kirke, inviteres byens imam med for at sige nogle ord. Det samme med præsten hvis parret vil giftes i moskeen.

Da vi besøger Mombo, har byen netop haft besøg af et team muslimske prædikanter i 14 dage. De har til gengæld opildnet til had og anklaget de kristnes lære.

- Hvis de blot kunne lade byen være i fred, så havde vi et godt samarbejde, siger pinsepræsten i Mombo, pastor Mlenga.

Fælles om begravelser

I landsbyen Kwamalulu et par timers kørsel derfra er flertallet også muslimer. Vi bydes velkommen af byens muslimske landsbyformand:

- Tak fordi vi måtte være med og få tilbudt HIV-kurset. Vi har lært meget, siger Hassani Mjuma. - HIV og AIDS tager ikke hensyn til religion. Det en sag for alle mennesker. Derfor må vi stå sammen for at bekæmpe den.

Der er ca. 80 pct. muslimer og knap 20 pct. kristne i byen.

- Vi har et rigtigt godt fællesskab mellem kristne og muslimer her i byen. Hvis nogen dør, tænker vi ikke på, om det er en muslim eller kristen. Hvis begravelsen holdes ud fra kirken, mødes vi bagefter i moskeen og omvendt.

Efter kurset har Hassani fået gennemført, at ingen bliver viet, uden at begge parter er blevet testet for HIV.

Kirken fuld af muslimer

Også i Mnyusi nogle timer endnu længere væk er der mange muslimer. Man skønner, at der i landsbyen er 60 pct. muslimer og 40 pct. kristne. Derfor har det været naturligt også at invitere muslimske ledere med til kurser om HIV og AIDS i landsbyen:

- Vi begyndte med at invitere alle religiøse leder fra fire landsbyer, fortæller landsbyformand Paul Msala. Mange sheiker mødte op, og der kom mange muslimer ind i kirken. De forstod, at kirken er mennesker, og at kirkebygningen kun er en bygning. Sheiken her i byen har siden inviteret os hen i moskeen for at holde foredrag om HIV og AIDS.

/slm

Top

Af Rasmus Krath, journalist og eventyrer

Et borehul, i Nuba Mountains, Sudan

Midt i Sudan er der et hul i jorden. Et borehul. Over hullet står en pumpe. Pumpen - der er grå - larmer, pumper og sprutter vand op fra hullet, der går mere end 60 meter ned i den stenede jord langt inde i Nuba bjergene i det centrale Sudan, hvor regn er en gave kun sommermånederne tilbyder.

Bag ved den grå pumpe ligger en tæt klynge runde stråhytter med lerklinede mure og små hvide røgsøjler blafrende op i den blå himmel. Røgen forenes over hytterne, driver som en mælkefarvet sky forbi pumpen og hullet i jorden og er på afstand det eneste vidnesbyrd om landsbyen Tabdun. Landsbyen som sætter scenen for denne lille fortælling; om et møde mellem Skandinavien og Afrika.

På siden af pumpen i Tabdun står der nemlig tre så bogstaver: I A S. De samme bogstaver går igen på kablet, der går over mod en lav mast med en række blanke solceller, som også prydes af forkortelsen for foretagendet bag hele molevitten; International Aid Services. Solcellerne æder således med nordeuropæisk effektivitet af Sudans bagende sol. Pumpen får elektriciteten, og sudaneserne i landsbyen drikker vandet, så de ikke dør af tørst, som de måske ellers ville have gjort: Alle er glade, og børnene må tilmed lege i mudderet under vandpumpen og drikke af hanen - hvis de tør!

Et isoleret folk

Et lykkeligt bistandsprojekt i Afrika, der redder liv og skaber muligheder i landsbyen. Fremmer det udviklingen i lokalområdet?

- Ja, det er faktisk tilfældet! Og det ikke kun i Tabdun, men egentlig i langt de fleste af de omkring 250 landsbyer i Nuba bjergene, hvor International Aid Services har boret brønde.

Sådan lyder ordene fra IAS administrator i Sudan og ansvarlig for boreprojekterne, Daniel Zetterlund:

- Vi har boret huller og opsat pumper i Nuba bjergene siden 2002, hvor området blev åbnet efter over 20 års borgerkrig. Da vi kom herud første gang efter krigen, var området virkeligt isoleret. Mange landsbyer havde været overladt til sig selv i mange år, og kontakten til omverdenen havde flere steder været ikke eksisterende. Folk havde vitterligt ikke kunnet få varer, hjælp eller noget som helst udefra i mange år.

Nuba bjergene ligger midt mellem Darfur og hovedstaden Khartoum.

- Der havde systematisk været lukket for 'det varme vand' til området i alle henseender, og folk havde vænnet sig så meget til det, at det var svært at etablere den første kontakt til dem. Så i starten handlede det ikke kun om at sætte pumper op men mindst ligeså meget om at komme i dialog med de forskellige landsbyer og få et fælles billede af mulighederne for IAS' tilstedeværelse i området. Heldigvis var der stor imødekommenhed, selvom vi blev opfattet som noget fremmed i starten.

Første hjælpeorganisation i området

Daniel Zetterlund kom selv til Sudan i 2002, og oplevede de spændte forhold, der stadig herskede i det meste af landet på trods af fredsaftalerne. IAS kom ind i området som den første udenlandske hjælpeorganisation overhovedet:

- I begyndelsen måtte vi træde meget varsomt, og vores første tid i området var en balancegang på en knivsåg for ikke at falde i unåde hos hverken den ene eller den anden part fra borgerkrigen. Men som tiden er gået har IAS oparbejdet et ret godt forhold til både de lokale myndigheder og til Sudans regering i Khartoum, og det har åbnet for støtte til stort set alt vores arbejde i Nuba bjergene. Det er vi selvfølgelig både glade for og stolte af.

Således er der den dag i dag over 250 IAS vandpumper i gang rundt om i de lave Nuba-bjerge. Hver pumpe kan give omkring 25 liter rent vand i minuttet og er beregnet til landsbyer med op til 250 mennesker. Når vandet ikke tappes direkte fra pumpen, opsamles det i en stor tank, der kan rumme 5000 liter.

Sudan er mere end Darfur

- Vi vil gerne bore flere huller i Nuba-bjergene og forsyne flere landsbyer med vand, siger Daniel. - Her bor omkring to en halv millioner mennesker, og vi når pt. kun en brøkdel af dem. Vi får løbende støttepenge fra vores donorer til at fortsætte vores arbejde, men pga. af den store opmærksomhed på Darfur i den vestlige verden, så kan det nogle gange være svært at trække midler over til arbejdet i Nuba-området, som er meget mindre kendt. IAS borer også i Darfur, men det er vigtigt for os at fortælle folk, at Sudan også er meget andet end Darfur, og at folk mange andre steder har brug for vores hjælp. Og nu kan vi give dem den hjælp, fordi de forskellige fredsaftaler har åbnet for adgang til resten af Sudans hærgede land.

Og åbnet er der blevet - langt ind i Nuba bjergene: Fra et hul 60 meter ned i jorden midt i Tabdun landsby strømmer derfor nu det klare livgivende vand op til overfladen ledsaget af den brummende lyd fra en grå pumpe med tre små bogstaver på siden. Livet går sin lidt lettere gang fremad i landsbyen under den bagende sol midt i Sudan; Afrikas største og varmeste land, hvor dagstemperaturen på en god dag sniger sig op omkring de 50 grader.

Solcellerne på masten gnistrer da også i middagsvarmen i Tabdun. Den grå pumpe sveder tålmodigt, og vandet i den 5000 liter store vandtank når op på kun lidt under kogepunktet.

- Men vandet er der, det er rent, og der er nok af det, siger Daniel Zetterlund fra IAS og melder troværdigt, at der ikke længere er lukket for det varme vand til landsbyen midt inde i Nuba bjergene i Sudan.

Top

Børn og deres forældre og lærere i San Ignacio.

International Aid Services arbejder ikke kun i Afrika. Også i Paraguay i Sydamerika er hjælpeorganisationen i fuld gang. Sidste år blev en førskole og et jobtræningscenter i byen San Ignacio så stor en succes, at IAS nu følger op med uddannelse af fattige familier i landsbyerne omkring storbyen. Det har Danida netop støttet med 1,5 mio. kr. gennem Projektrådgivningen i Århus.

Men nytter det noget?

Ja, for 1 mio. kr. fra Danida i 2006 kunne IAS' samarbejdspartner Iglesia Evangelica Filadelfia starte et dagcenter for enlige mødre og deres børn. Centret har plads til 100 børn i alderen 0-6 år, og har både børnehave og forskole. Om eftermiddagen kommer de enlige mødre og fædre på skolebænken for at lære om sundhed, hygiejne og hjælp til selvhjælp.

Anerkendelse fra myndigheder

I 2006 modtog i alt 707 voksne og unge uddannelse og jobtræning på centret, og mange af dem har fået arbejde i byen bagefter. Således er 15 ud af 20 kommet i arbejde, og over halvdelen af 62 syersker har startet virksomhed eller er blevet ansat i en virksomhed efter jobtræningen.

Indsatsen har så stor succes, at byens borgmester roser det i høje vendinger, og byrådet har besluttet at fritage centret for skat.

Nu vil IAS eksportere ideen til nabobyen Santa Maria og alle de omkringliggende landsbyer. Målet er at forbedre livsvilkårene for lavindkomstfamilierne i området.

Man er allerede gået i gang med at holde kurser for områdets lærere og pædagoger, hvor kun 10 pct. af børnehaveklasselærerne er uddannede. En analyse viste i 2006, at 80 pct. af de 50 børnehaveklasselærere og 551 skolelærere som deltog i kurserne bruger det, de har lært, i deres daglige arbejde.

40 pct. af befolkningen er fattige

Og det er uddannelse, der skal til for at løfte det fattige land. For uddannelse giver arbejde, og uddannet arbejdskraft har også bedre indtjeningsmuligheder.

Der er knap to millioner fattige eller ekstremt fattige mennesker i Paraguay. Det svarer til ca. 40 pct. af befolkningen. Andelen af fattige svarer næsten til antallet af analfabeter.

De 1,5 mio. kr. skal bruges til at sikre, at 50 børn kommer i førskole og 300 voksne gennemgår et jobtræningsprogram. Derudover skal 1200 voksne bl.a. undervises i hygiejne, sundhed og AIDS-forebyggelse.

Samtidig skal børnehavelærere og andre lærere i området fortsat have tilbud om kurser, ligesom der skal øves fortalervirksomhed overfor myndighederne.

Det store arbejde drives af parret Liselotte og Esteban Laniec og deres datter, Mariana, der er daglig leder i dagcentret. Projektet udføres i samarbejde med den lokale kirke.

Laniecs startede kirken Iglesia Evangelica Filadelfia tilbage i 1970 med kun 250 medlemmer. I dag tæller kirken omkring 1.000 medlemmer fordelt på små kirker i hele regionen. Kirken, Iglesia Filadelfia drives udelukkende af frivillige bidragsydere.

/slm

Top

Ideen er at gøre børnene til en ligeværdig del af familien

I Somaliland er psykisk handicappede børn en skam for familien. De gemmes ofte væk i de mørke hytter, nogle af dem fikseret med jernlænker. Men et indskolingsprojekt under ledelse af International Aid Services (IAS) får børnene frem i lyset.

Hele 411 somaliske børn har fået hjælp gennem de sidste tre år. En fjerdedel af mentalt handicappede elever i et indskolingsprojekt kan efter et år begynde i en almindelig skole.

Specialundervisningen er støttet af Danida og EU. Og dermed er arbejdet sikret stabilitet, så også de langsigtede mål kan blive nået:

- Ideen er at gøre børnene til en ligeværdig del af familien, udtaler IAS' daglige leder Torben Madsen. - Vi ønsker at indpode en forståelse for psykisk handicappede i det somaliske samfund.

Forældre lammet af afmagt

Mange forældre holder deres psykisk handicappede børn i lænker i deres mørke hytter, ganske enkelt fordi de ikke ved, hvad de ellers skal stille op. Nogle fordi de vil beskytte dem for kammeraternes drillerier. Men mange også fordi de handicappede er en skam for familien. For i det lille muslimske land på Afrikas horn opfattes et handicappet barn ofte som Guds straf. Mange tror barnet er besat af dæmoner.

Men børnenes psykiske handicap skyldes hovedsagelig krigstraumer fra borgerkrigen. Jernlænkerne gør kun ondt værre, og gør det svært at skelne mellem de psykiske lidelser, der er påført, og dem der er medfødt, eller om der måske er tale om et udviklingshæmmet barn.

Opvokset i lænker har børnene ikke lært de mest basale færdigheder. Mange kan ikke tale, kan ikke spise selv og slet ikke forholde sig til deres jævnaldrende. Børn på 7-8 år opfører sig som småbørn på to.

Men i IAS' indskolingsprojekt har nu 271 drenge og 140 piger lært at tale, spise selv, lege med andre børn og endda at udføre et fysisk stykke arbejde.

/slm

Top

Projektleder Poul David Videbæk

Hvad ville du gøre hvis du havde 500 mio. på kontoen? Den var denne tanke, der ændrede erhvervsmanden Poul David Videbæks indstilling til sit arbejde. Fra den ene dag til den anden besluttede han sig for, at han ville starte en ny virksomhed. Og ikke bare en som gav penge - men en som gav mening.

- Jeg arbejdede på det tidspunkt hos firmaet Nowaco, og da ejeren solgte virksomheden og pludselig havde 500 mio. kr. på sin private bankkonto, satte det nogle tanker i gang hos mig. Hvis jeg pludselig havde alle de penge, hvad ville jeg så bruge mit liv til? Ville jeg møde på arbejde dagen efter? Svaret var på det tidspunkt: "Nej!" og det fik mig til at tænke på en ny måde, forklarer han.

Med en baggrund som udviklingskonsulent i en større virksomhed, en masters grad i business administration og flere års erfaring som iværksætter, gik Poul David Videbæk på jagt efter det meningsfyldte job. Det skulle være noget med humanitært arbejde, og han snakkede med flere organisationer, men det var først da han mødte Torben Madsen fra IAS at kemien - og ånden - var rigtig.

Virksomheder bør have et etisk regnskab

- Jeg havde været på NGO-shopping* forskellige steder på det tidspunkt. Men ingen af delene synes at passe, til det jeg forestillede mig. Torben præsenterede mig for idéen om IAS Buisness Platform, som på det tidspunkt kørte i Sverige, og vi klikkede med det samme. Her var noget, der gav mening og samtidig var udfordrende, fortæller han.

NGO står for Non Governmental Organizations, dvs. organisationer der ikke hører under regeringerne i de pågældende ulande.

IAS Buiness Platform går ud på at involvere vestlige virksomheder i medansvar for mennesker, miljø og økonomi i verdens fattigste lande. Idéen sælges på, at virksomheder ikke burde stille sig tilfreds med plus på den økonomiske bundlinje, men også bør kunne fremvise et parallelt etisk regnskab. I praksis indgår virksomheden et samarbejde med IAS, hvor der er forskellige niveauer af engagement. Det kan være alt fra et årligt kontingent til et decideret partnerskab med en ulandsvirksomhed. Specielt den sidste kategori talte stærkt til Poul David Videbæk.

- Jeg ånder og lever for den kategori der hedder Business Developer. Her er nemlig en form for nødhjælp, som virker på længere sigt. Ved at indgå partnerskaber med ulandsvirksomheder, kan vi modvirke de mekanismer, som gør, at ulandende fastholdes som økonomisk underlegne, siger han.

Poul David Videbæk blev ansvarlig for at lancere idéen i Danmark, men for at kunne sælge idéen om partnerskab med ulandsvirksomheder, skal man først bevise, at den virker.

Pilotprojektet virker

I maj 2006 mødtes Poul David Videbæk derfor med Peter Hove og Martin Mikkelsen. Sammen skulle de tre starte det første projekt, som skulle bevise, at modellen om hjælp til selvhjælp gennem handel med den tredje verden virkede. Seks måneder senere i januar 2007 har virksomheden ICTUS Fair Trade egne kontorer i Århus, otte lønnede medarbejdere og handler med kaffebønder fra Afrika og Latinamerika og grøn te fra Kina.

- ICTUS Fair Trade er et bevis på, at modellen fungerer i praksis. Vi har skabt en bæredygtig virksomhed, som udelukkende forhandler produkter fra verdens fattige områder. Desuden handles der ud fra grundlæggende fair trade-principper, og vi geninvesterer hele vores overskud, i de områder vi handler med, siger Poul David Videbæk.

På længere sigt vil ICTUS Fair Trade tilbyde endnu flere produkter gennem deres webshop, som er virksomhedens eneste butik. Alle udgifter til detailhandel er skåret fra for at kunne konkurrere med det øvrige europæiske marked og for at kunne geninvestere mest muligt, og derfor forhandles produkterne kun på Internettet.

- Nu da vi har en case, vi kan henvise til, kan vi begynde at tiltrække flere virksomheders opmærksomhed. ICTUS Fair Trade er en profitorienteret virksomhed som de fleste andre, men samtidig gør vi en positiv forskel i f.eks. Afrika; og det skal vi ud og fortælle, siger Poul David Videbæk.

Tættere på Gud

Det fremtidige mål for Poul David Videbæk er at indgå masser af partnerskaber med virksomheder, som vil gøre en forskel i de fattige lande. Det behøves ikke nødvendigvis være på samme måde som ICTUS Fair Trade. IAS Business Platform opererer i øjeblikket med fire niveauer af engagement, hvor virksomheder kan vælge, hvad der passer deres profil bedst. Fra Business Member som blot betaler årligt kontingent mod retten til at bruge IAS' logo i deres markedsføring over Business Sponsor, som støtter specifikke projekter som f.eks. en brøndboring i Sudan, til Business Donor som donerer udstyr og møbler til f.eks. skoler eller hospitaler. Og til sidst Business Developer som er direkte engageret i ulandets økonomiske udvikling. Personligt befinder Poul David Videbæk sig godt. Han føler at hans mål om det meningsfyldte job er nået, og han kan ikke vente med at sætte endnu flere projekter i gang. Og han er ikke i tvivl om, at hans forhold til Gud er skyld i succesen.

- Mit mål for fremtiden er at komme tættere på Gud. For jeg har fundet ud af, at jo tættere jeg er på Ham, jo sjovere er det. Jeg kan godt lide tanken om, at vi er afhængige af Gud, i alt hvad vi foretager os, og har brug for at søge Gud hele tiden, siger han.

Top

Brug og smid væk! Det er efterhånden indbegrebet af dansk forbrugermentalitet. Men ikke når det drejer sig om skoleinventar fra skoler i bl.a. Herning, Århus og Rønne. Her opsamler lokale frikirker de brugte skoleborde- og stole og tavler og sender dem i containere til Paraguay og Tanzania. Og containerne? De genbruges som lager og kontor derude. Og dermed er bøger og hæfter og andet papir sikret mod termitternes angreb.

En af de skoler, som har modtaget skoleinventar fra bl.a. Herning Sprogcenter, Social- og sundhedsskolen i Herning og flere midtjyske folkeskoler er "Amani Nursery & Primary School" i Usa River i Tanzania. Skolen, der ligger tæt ved Afrikas højeste bjerg Klimanjaro, har 440 elever fra børnehaveklassen til 7. klasse. Sidste år blev Amanis 7. klasse kåret som bedste klasse ud af 200 i hele Arusha region, hvis befolkning er på størrelse med Danmarks.

Fredens skole

Amani betyder fred på swahili, og der er en god stemning på skolen, selv om det er så som så med freden, når alle børnene bliver sluppet løs på legepladsen med legestativ, gynger, volleyballbane og masser af grønt græs.

Skolen blev startet i 1999 af Tabitha og Torkild Jensen fra Brande og deres lokale team i Afrika. Skolens bygninger viser, at intet må gå til spilde, når der kommer containere fra Danmark: Selve containerne er bygget ind mellem husene og flere steder endda indrettet med døre og vinduer. Både containere og transport af disse er doneret af Danida gennem Mellemfolkeligt Samvirke.

Sammen med skoleinventaret blev der sendt brugt tøj, som siden blev delt ud blandt de fattige familier i området.

En rundtur på skolen viser, at inventaret gør gavn. Med op til 45 børn i hver klasse, er der flere børn om hvert bord. Store og moderne skoletavler gør det optimalt for lærerne at undervise. Og skolemaden - som er gratis for de over 100 fadderbørn, som støttes fra Danmark - sikrer, at børnene også har energi til at modtage undervisningen.

Livs-akademi

Der er også sendt mange containere til "New Life Academy" i Arusha, der er startet af Ruben og Hanne Falk fra organisationen New Life Outreach Tanzania.

Alle skoleklasser har modtaget mange gode og brugbare møbler fra Danmark, indsamlet af frivillige hjælpere i Århus og Rønne.

- Det var positivt for mig at se, hvordan stole og borde bliver udnyttet maksimalt, ofte med mange børn omkring et bord. De afrikanske børn ser så festlige ud i deres farvestrålende skoleuniformer, og det er bestemt glædeligt, at den danske stat yder støtte til forsendelse af godt brugt udstyr til dele af verden, der lider mangel på alt!, siger Eva Krath Andersen, der besøgte skolen i år.

Børnene kommer fra meget fattige familier, og skolen har klasser til børn fra 3-års alderen og op til 5. klasse. 6. og 7. klasse ønskes tilføjet i løbet af de næste to år og derefter realskolen 'Secondary School', hvortil en grund allerede er købt i nærheden. Desuden er et pigehjem for forældreløse piger under opførelse. Her er der fadderskabsordninger for børnene.

Men det er ikke kun Afrika, der får containere fra Danmark. Også Paraguay i Sydamerika har modtaget hjælp. I samarbejde med Pinsekirken i Randers blev der sidste år sendt en container med udstyr til 'Centro de Formación Integral Filadelfia' i San Igancio, et dagcenter for enlige forsørgere og deres børn. Stedet ledes af Liselotte og Esteban Laniec og deres datter Mariana.

/eka/slm

Vi har nedlagt et plejehjem i Tvis ved Holstebro og har givet en stor del af det gode udstyr til IAS efter henvendelse fra dem. Det er en glæde for os at tænke på, at disse ting ikke bliver kasseret, da det var gode ting, men at der er mennesker et sted i verden der får glæde og gavn af det i mange år fremover.

Venlig hilsen,
Carsten Munch, Holstebro Kommune

_____________

På Uhre Friskole udskiftede vi for nogle måneder siden næsten alt inventar samtidig med at vi renoverede skolen. Vi besluttede at give tingene til IAS, der sendte det til en skole i Tanzania. Vi har senere modtaget en rapport fra skolen med tak, som vi trykkede i vores skoleblad. Alle vores elever har kunnet læse om, at deres gamle møbler stadig bliver brugt men nu så langt væk som i Afrika, og at de er til stor glæde der. Dette har været lærerigt for os på Uhre Friskole, og vi har været glade for samarbejdet!

Venlig hilsen,
Skoleinspektør Kent Lykke, Uhre Friskole

_____________

Også på vores skole har vi udskiftet klassesæt, skabe og tavler, og vi har det godt ved tanken om at der fremover vil være afrikanske børn, der bruger de ting, som jo sagtens kunne bruges mange år fremover.

Med venlig hilsen,
Nr. Snede Skole, Pedel Ebbe Jørgensen

Top

Vi kører fra hovedvejen og slår over i firehjulstræk, til vi omsider når op af et bjerg til en by ved navn Kwalukonge i Tanzanias Tanga-region. Et efter byens størrelse kæmpemæssigt torv slår os i møde. Her er der både små butikker, kontorer, en bar og et rådhus med skiltet Chama cha Mapinduzi hængende. CCM er navnet på det regerende parti og betyder Revolutionspartiet.

Her møder partiformand Margaret George os sammen med byens HIV komite. Og det er her, vi første gang møder en kedelig tendens, som er begyndt i småbyerne rundt omkring i de senere år: at gamle mænd voldtager små børn helt ned til 2-3 års alderen.

- Det sker heldigvis ikke i vores by, pointerer formand George.

Advarer børnene

I de andre byer, vi besøgte, er de mere villige til at indrømme overgrebene. Byen Mombo er lidt større end de andre landsbyer, og her fortæller børnehavelærer Kristina Mlenga, at hun underviser de små børn om, at de skal undgå at færdes alene eller i skjul for andre børn og voksne, og at de ikke må gå med fremmede. De senere år er der nemlig sket en øgning i pædofili. Selv om det kan give fængselsstraf i op til 30 år i Tanzania.

Prostitution er endnu mere udbredt i Tanzania. Og det bevirker, at endnu flere kvinder end mænd i dag er smittet med HIV.

- Prostitution giver hurtige penge for de fattige kvinder, forklarer den kvindelige partiformand i landsbyen Kwalukonge. - De kan ikke stå imod, når en mand tilbyder dem tiltrængte penge for sex. Og så ender mange af dem med at være smittet.

Hvad siger du til dem?

- Lær at sige, nej! Og lad være med at have sex udenfor ægteskabet!

Mistanke om prostitution

I ægteskabet kan der til gengæld indsnige sig en mistanke mod ægtefællen, hvis han eller hun insisterer på at bruge kondom. Det fortæller børnehaveleder Kristina Mlenga fra Mombo:

- Jeg underviser kvinderne i at løse og skrive og at passe deres syge børn, samtidig med at jeg informerer dem om HIV og AIDS. Jeg giver dem to regler, de skal overholde. 1. Undervis din mand om smittefaren, og 2. Hvis han ikke er tro, så forlang at han skal bruge kondom.

- Det sker, at mændene misforstår budskabet og tror, konen forlanger kondom, fordi hun selv har været utro. Derfor er det vigtigt at undervise mænd og kvinder sammen.

- Vi har fået nogle mænd til at deltage i undervisningen, mens andre blot har kigget på materialet, når konen kommer hjem. De accepterer det og synes, det er godt.

I landsbyen Kwamalulu er reaktionerne mere blandede, når talen falder på brug af kondom i ægteskabet:

- Nogle siger, det er OK, og går endda sammen til sygehuset for at få vejledning i familieplanlægning. Andre bliver vrede, fortæller skolelærer Amani Mchada.

/slm

Top

Dette projekt vil skabe større forståelse og forbedrede uddannelsesmuligheder for disse børn ved, gennem involvering, oplysning, fortalervirksomhed og kapacitetsopbygning, at styrke Somali Association for Special Education's (SASE) folkelige forankring og kapacitet, samt at oprette og støtte 2 regionale forgreninger af organisationen.

SASE vil derigennem få forbedrede muligheder for at have et mere givende og involverende foreningsarbejde, advokere for og oplyse om børnenes rettigheder og muligheder på lokalt såvel som nationalt niveau, samt at undervise, støtte og skabe netværk for familier i Somaliland med handicappede børn. Ved at udvikle Hargeisa School for Special Needs til et nationalt ressourcecenter, vil SASE's arbejde for disse børn yderligere kunne støttes og udvikles, så endnu flere får mulighed for at komme ud af social isolation og komme i skole.

Projektet har netop fået godkendt endnu en fase og har derigennem modtaget 1.448.000kr. fra Danidas minipulje.

Top

Vi er i kontakt med vore medarbejdere i Sudan og med Udenrigsministeriet. Vores vurdering er, at urolighederne er begrænset til hovedstaden Khartoum idet vore medarbejdere melder om fred og fordragelighed i de områder, vi arbejder i. Vi har derfor ingen problemer med at fortsætte arbejdet i Sudan! IAS arbejde vil derfor fortsætte med de planer og projekter, der er sat igang. Skulle der ske ændringer vil vi informere her på hjemmesiden.

Torben Madsen
daglig leder

Top

Kampagnen henvender sig til IAS støttemedlemmer og givere, som vil blive kontaktet telefonisk. Er du interesseret i at støtte nødhjælpspuljen, så send os en mail på ias-denmark@ias-intl.org eller giv din gave online.

Tak for din velvilje!

Top

Børn i flygtninge-lejren i Madogo

En stor tak til alle børnekirker som har deltaget i indsamlingen til Madogo Projektet og er med til at gøre en forskel for en stor flok drenge og piger. Vinderen af konkurrencen er: Thisted Børnekirke, og de vil snarligst modtage præmien, som er afrikanske instrumenter.

Et stort tillykke skal lyde herfra IAS til Thisted Børnekirke.

Indsamlingen endte på i alt kr. 5.006,25.

Se her en liste over de børn der er blevet hjulpet gennem indsamlingen

Top

Der er akut behov for hjælp til Kenya (Photo: AlertNet)

Fra Søren og Birgitte Pedersen, som er udsendte medarbejdere i Eldoret, Kenya, har vi modtaget nogle linier:

- Vi har fået at vide af ambassaden, at vi bor et ret sikkert sted, og de mener ikke, at der er grund til at vi flygter på nuværende tidspunkt. Eldoret er jo ellers et af højrisikoområderne, men det er mere områderne omkring Eldoret, der bliver hærget på nuværende tidspunkt. Vi har gjort hvad vi kunne for at sikre os, men vi skulle ikke være i fare, da det ikke er de hvide man er ude efter. Og det er huse og ejendomme, der ødelægges mere end det er mennesker.

Dog er dødstallet langt højere end hvad medierne kommer med. Ingen tvivl om det Sidste gang vi handlede ind var i forgårs, og vi ved ikke, hvornår vi kan handle igen. Men vi er glade for at vi stadig har både strøm og vand, internet og telefon.

Der er akut behov for hjælp til Kenya. Du kan give en gave på denne hjemmeside med dankort til de nødstedte.

Top